Installationsfoto fra udstillingen. Foto: David Stjernholm, 2026.
Ved udgangen af 1970 havde læger på vegne af den danske regering opsat antikonceptionsmidler i mindst 4.070 kvinder fra Kalaallit Nunaat (på dansk Grønland). Det svarer til omtrent halvdelen af ”grønlandsk-fødte kvinde[r] i den fertile alder.”[1] Et omfattende overgreb, der af eksperter er blevet kaldt et muligt folkedrab.[2] Dette voldsomme indgreb i inuits rettigheder til at bestemme over deres egen krop, bliver ofte kaldt spiralsagen eller spiralskandalen.
Spiralskandalens menneskelige og kropslige konsekvenser behandles i Lisbeth Karline Poulsen værk Inunngorsimanngitsut (The Unborn) fra 2025. Værket består af en bordeauxrød kasse, holdt åben af to snore. I kassen ligger et par underbukser, hvorfra lange kæder med i alt 43.000 røde perler hænger ned og ud over kassens kant. Værkets titel refererer til de tusindvis af børn, der aldrig blev født som konsekvens af den omfattende tvangssterilisation.
Spiralskandalen opstod på baggrund af ’afkoloniseringen’ i efterkrigstiden, hvor Danmark under pres fra FN til at afkolonisere, ændrede Kalaallit Nunaats status fra dansk koloni til en del af det danske rige i 1953. Hermed fik inuit formelt samme rettigheder som danske statsborgere.[3] Der opstod derfor en frygt hos den danske stat for at velfærdsstaten ville blive udvandet og dermed ødelagt af mennesker som den ikke var tiltænkt i kraft af ”befolkningstilvæksten […] i Kalaallit Nunaat”.[4]
I sin berømte artikel ”Politiques de l'inimitié” introducerer historiker og politolog Achille Mbembe begrebet nekropolitik, der defineres som statens eller den suverænes metoder til at skabe ”deathworlds” [dødsverdener] som er: ”unique forms of social existence in which vast populations are subjected to living conditions that confer upon them the status of the living dead.”[5] Nekropolitikken identificeres på baggrund af filosof Michel Foucaults begreb biopolitik, som overordnet handler om magtens regulering af produktionen og reproduktionen af befolkningers liv, Eller, som Mbembe præcist formulerer det ”that domain of life over which power has asserted its control.”[6] Men, påpeger Mbembe, selvom Foucaults analyse af biopolitik finder sin oprindelse i kolonierne og med racialiseringen, har den ikke øje for de særlige omstændigheder og magtformer der gør sig gældende i ”colonial occupation”.[7] Her gælder både nekropolitik og biopolitik. Gennem kolonialismens og racialiseringens konstitutive forskelsskaben, bliver nogle mennesker gjort ikke-menneskelige og dermed retfærdiggøres skabelsen af nekropolitik og udøvelsen af nekromagt. Netop fordi koloniserede og racialiserede menneskers liv anses som ikke-menneskeligt liv i kraft af den koloniale forskelsskaben behøves de ej heller beskyttes af samme privilegier og lovmæssigheder som ’hvide’ mennesker; eksempelvis i slaveplantager, de af Israel besatte områder i Palæstina eller når kvinder tvangssteriliseres i Kalaallit Nunaat.
Med henvisning til geograf og fængselsforsker Ruth Wilson Gilmores opfordring til at forstå ”bodies as places”[8] kan Mbembes begreb om dødsverdener produkter af nekropolitik udvides til også at omhandle kroppe. Der kan skabes dødsverdener i kroppe; fratages og udvindes (frem)tid og livsmuligheder.[9] Kroppen udsat for nekropolitisk magtudøvelse er ikke (bare) at mennesker dræbes, men at de udsættes for kontrol og magt i en sådan grad at betingelserne for liv fratages dem. Når inuit-kvinder tvangssteriliseres, invaderes deres krop bogstaveligt og billedligt talt af kolonialismens repræsentanter og kan forstås som omdannet til en ’dødsverden’, et sted hvor liv ikke tillades at blive skabt eller trives. Spiralskandalen kan altså forstås som et udtryk for nekropolitisk magtudøvelse.
Det er dette skabte fravær af liv (og muligheden for at skabe det) som konsekvens af spiralskandalen, der potent fremstilles i Poulsens værk. Mest tydeligt i de 43.000 blodrøde perler, som repræsenterer antallet af børn der aldrig kom til verden, som konsekvens af den danske stats kolonialistiske folkedrab; Inunngorsimanngitsut, de ufødte. Fraværet tydeliggøres yderligere i den forstand, at kroppen, der skulle have underbukserne på, også mangler. Et andet fravær værket fremviser, er menstruationsblodet, som værkets farver og perlernes lokation på underbukserne konnoterer til. Menstruationen erstattes af de kunstige perler og henviser til dermed til en del af kroppens liv og funktion der blev frataget de tvangssteriliserede kvinder. Manglen, den tvungne fratagelse af muligheden for at skabe liv, konsekvensen af nekropolitikken er på den måde udstillet og manifesteret i værket.
Men, værket er ikke bare fravær. Netop fordi værket er blevet skabt, fordi det findes, fungerer det også som en modstand mod den danske stats forsøg på at udslette inuit og deres og kultur. Perlerne repræsenterer de ufødte børn – fraværet – men gestalter dem samtidigt, minder og gør os bevidste om de hvilke forbrydelser den danske stat har udført. Gennem værkets fremstilling af fraværet og dets konsekvenser, viser Poulsen at nekropolitikkens magt ikke er total, at de ikke blev udslettet. For, der er muligheder for modstand, blandt andet gennem erindringen og gennem kunsten.
Referencer
[1] Tenna Jensen mfl., Uvildig udredning af antikonceptionspraksis i Kalaallit Nunaat i perioden 1960-1991. (Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet og Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, 2025), 262.
[2] Dalee Sambo Dorough & Miriam Collen. Uafhængig rapport om menneskerettighedsaspekterne ved præventionspraksis i Kalaallit Nunaat siden 1960 (Naalakkersuisut, 2026), 97 & 111.
[3] Jensen mfl., Uvildig udredning af antikonceptionspraksis i Kalaallit Nunaat, 15.
[4] Ibid., 263.
[5] Achille Mbembe, ”Necropolitics” i Necropolitics, oversat af Steve Corcoran (Duke University Press, 2019), 92.
[6] Ibid., 66.
[7] Ibid., 79 & 71.
[8] Ruth Wilson Gilmore, “Abolition Geography and the Problem of Innocence” i Futures of Black Radicalism, red. Gaye Theresa Johnson & Alex Lubin (Verso, 2017), 227.
[9] Ibid.