Jeg tror, at alle er i hvert fald lidt bange for mørke, og lidt bange for at miste synet, og det er let at tænke, at de to hænger sammen, mørket og blindheden. Men i Ejnar Nielsens Den blinde blev jeg ramt af et alternativ til den opfattelse, for her, midt i lyset, står en blind pige. Hvad er forholdet mellem hende og lyset? Ser hun det, føler hun det, skaber hun det selv? I denne tekst er det forholdet mellem den blinde og lyset, jeg vil belyse.
Ejnar Nielsen, Den blinde (1896-98). Olie på lærred, 131,5 x 79,2. © Ejnar Nielsen / VISDA
Vores sprog for forståelse af verden er gennemsyret af synssansen; vi indser, gennemskuer, og oplyser. Når folk rammes af religiøse åbenbaringer, beskrives det, som at de har "set lyset" – selv hvis det reelt set ikke er synssansen, som ledte dem til deres åbenbaring, forstår vi med det samme, hvad der menes. Vi forstår, hvilket lys de har set. I Det Nye Testamente beskrives Jesus ofte som lyset, mens han som mirakeludøver helbreder de blinde – også de skal jo kunne se lyset. I de kristne fortællinger, såvel som i kunsten, er forholdet mellem de blinde og det guddommelige lys et underligt et; mens blindhed helbredes i kristendommens navn, bruges blindhed også som et værktøj for åbenbaringer. På vej til Damaskus blændes Paulus, for at han skal omvendes og følge Jesus. Paulus får synet igen, da han når Damaskus og er samtidig blevet Jesu apostel.[1] Måske det var overraskelsen af pludselig at blændes, som egentlig overbeviste Paulus, eller måske det var i blindheden selv, at han så lyset?
I St. Johannes Chrysostomos prædikener bruges Paulus blindhed pædagogisk, her er det ved Paulus’ fysiske blændelse, at hans indre øje åbnes.[2] I denne beskrivelse er det netop i blindheden, at Paulus ser lyset. Her bliver blindheden til en gave, noget som åbner verden op. Det er så let at forestille sig mørke og tro, at dette mørke er, hvad de blinde oplever. Alligevel er den blinde, som type i kunsten, ambivalent. Den blinde er både den, som metaforisk er blændet af uvidenhed, og den, som ikke har set lyset. Samtidig er den blinde den vise; tænk på Homer, bibelske patriarker som for eksempel Jakob, eller enøjede Odin i nordisk mytologi. Alle disse vise mænd gør det svært at forestille sig, at der bare skulle være mørke bag blindheden. Men hvad der ellers skulle være, hvis ikke mørke, er sværere at forestille sig, og endnu sværere at få adgang til, for os som kan se.
Når vi møder den blinde som motiv i kunsten, er det oftest på betragterens præmisser, ikke den blindes; vi ser den blinde, på trods af at de ikke kan se tilbage på os. Det kan føles blottende, som at se på noget meget intimt, når man ser værker, som forestiller blinde – uden blikket tilbage på betragteren føles det, som om man smugkigger.
Men i Ejnar Nielsens værker af en blind pige fornemmer man noget mere; her har den blinde kontrol over det visuelle. I hans værk Den blinde (1896-98) åbnes den blindes vision op, her får vi adgang til hendes visuelle forståelse af sine omgivelser.
I værket ser vi en pige, som med lukkede øjne og et koncentreret udtryk føler forsigtigt på en mælkebøtte (blomst, på norsk: løvetann). Bag hende ses det danske bakkelandskab. Pigen er malet i en naturalistisk stil, med høj detaljegrad, hvilket gør hende, og hendes mælkebøtte, let tilgængelige for betragteren. Vi kan stille os over for maleriet og spejle hendes stilling og forstå præcis, hvad det er, hun oplever – alle ved, hvordan en mælkebøtte føles. Men hun, den blinde, tager os med ud over det, følesansen giver hende, og viser os, hvad hun ser i den virkelighed, hun er blind for. Landskabet bag hende er nemlig stærkt symbolsk, i skarp kontrast til pigens naturalisme; disse træer og bakker kan ikke være af vores verden. I sin koncentration skaber den blinde pige visionen af sine omgivelser og præsenterer det, hun ser for sig, for betragteren. Hun skaber bløde bakker, mørke træer og en å, som snor sig gennem landskabet. Denne blinde pige venter ikke på, at Kristus skal komme forbi og helbrede hende, hun er ikke tynget af sin blindhed, for netop derfor er hun i stand til at række ud over den sansbare verden og få et glimt af noget, som ellers ikke er tilgængeligt.
Hendes blindhed minder mere om Paulus' blindhed, en tilstand som giver adgang til det guddommelige lys. I dette værk bliver det guddommelige lys helt konkret på lærredet, da både himlen og vandet er af rent guld. I store flader bryder guldet dybden i billedet og presser baggrunden helt op i ryggen på pigen. Guldet gør billedet fladt, det overbeviser os om, at landskabet ikke skal tages for bogstaveligt, men forstås igennem pigen som forestiller sig det. Forholdet mellem guld og guddommeligt lys kan spores helt tilbage til tidlig middelalder, i kristen kunsthistorie.[3] Forgyldte baggrunde, fra apsismosaikker til ikoner malet på træ, har reflekteret lys, et lys, som for de troende har været guddommeligt. Samtidig har baggrunden af guld hævet figurerne i værket ud af vores verden og ind i overnaturlige omgivelser. Guldbaggrunde er tidløse og stedløse, de er så umulige at placere, at de må tilhøre en helt anden virkelighed end vores egen. Når den blinde pige stilles foran en baggrund af guld, hæves også hun ud af vores verden – vi forstår, at dette er en blind pige, som har set lyset.
Ejnar Nielsen, En læsende blind pige (1905). Olie på lærred, 113 x 89 cm. © Ejnar Nielsen / VISDA
Næsten 10 år efter at Den blinde er malet, maler Ejnar Nielsen endnu et værk med samme blinde pige som motiv: En læsende blind pige (1905). I dette værk ses den blinde pige siddende i et mørkt værelse med en stor hvid bog med blindskrift i skødet. Igen i dette værk er pigen koncentreret, mens hun gennem følesansen skaber forståelse af verden – men om hendes tanker er fuld af billeder, eller om hun måske slet ikke skaber billeder i hovedet, når hun læser, får vi ikke nogen information om. I modsætning til Den blinde giver dette værk nemlig ingen indsigt i den blinde piges vision; omkring hende er bare mørket. På anden vis, men med samme resultat, maler Ejnar Nielsen den blinde pige på hendes præmisser. Når vi ser hende læse i mørket, er vores blik på hende ikke blottende, tværtimod støder vores synssans ind i sine begrænsninger, når vi ikke klarer at se gennem mørket, og ikke klarer at læse bogen i hendes skød.
Rummet er hendes, og oplevelsen er hendes. Vi inviteres ikke ind i hendes visioner, men må blot acceptere, at her sker der noget, som ligger uden for vores forståelse. Med samme koncentrerede udtryk, som da hun følte på mælkebøtten, lader hun fingrene glide over siden, opslugt af et skriftsprog, som for de fleste er ulæseligt. Men vi skal ikke være i tvivl om, at hendes indre oplevelse minder om den, hun havde, i Den blinde – i En læsende blind pige oplyses hun, helt bogstaveligt, af bogen hun læser. Lyset, hun skaber, kommer ikke til syne i hendes omgivelser, men skinner ud af bogen, hun berører, næsten som om lyset flyder ud af hendes fingerspidser.
Måske blindheden og lys hænger så uløseligt sammen, fordi vi tager for givet, at blindheden er mørke, som vi ikke kan forestille os uden sin modsætning. Jeg ved ikke, om de blinde ser lyset, og jeg ved ikke, om lyset er guddommeligt, men jeg synes, at koblingen mellem de blinde og lyset er smuk, på en næsten ubærlig måde. Den spiller på det, som er evigt uden for rækkevidde, ude af den blindes kontrol, men alligevel en del af vores forståelse og fremstilling af den blinde.
Når Paulus "ser lyset", er lyset noget, som pludselig kommer over ham, en guddommelig kraft han ikke kan kontrollere; sådan er lyset ofte fremstillet, det kommer udefra og skinner på dem, som ser det. Men i Ejnar Nielsens fremstillinger af den blinde pige er lyset ikke en "tilfældighed", eller Guds vilje om man vil, her er lyset skabt af den blinde, lyset opstår i hendes koncentration. Ved opmærksom berøring skaber hun sine egne billeder, som på lærredet bliver til guld og bakkelandskab, så også vi, kan få lov at se med.
Referanse
[1] “Apostlenes Gerninger Kapitel 22.” 2026. Bibelselskabet.dk. 2026.
[2] Chrysostom, John. The Complete Works of St. John Chrysostom (36 Books).
[3] Kleiner, Fred S. “Late Antiquity”. I Gardner’s Art Through the Ages: A Global History, Sixteenth Edition. Cengage, 2020.