Hatten af for hodeplagg i middelalderen

“En hat, flot sat, ugens tilbud med rabat! Se opad, dårlig hårdag, garnet må da ha en årsag. Vi ved det, man bliver matt, den sag må klares med en hat!”

- Magi på Waverly Place, Disney Channel (sæson 1, afsnit 4)

UKENDT KUNSTNER / MESTEREN AF MARIA AF BURGUNDS BEDEBOG, Folio 14v fra Bedebogen for Maria af Burgund (ca. 1477). Illumineret manuskript på pergament, 22,5 x 15 cm. Österreichische Nationalbibliothek, Wien.

Der var den. Det er dén, prinsessekronen, der med sit slør forfører mig ind i middelalderens hatte-univers. Og ikke den vanlige lille metal-tiara, eller kronen med juveler, nej, det er den høje spidse kegleformede hat, med et langt, fint og gennemsigtigt slør hængende fra toppen af spidsen. Akkurat sådan én havde jeg i udklædningskassen da jeg var barn, og til den hørte en tryllestav og en lyserød silke-lignende kappe. Først nu i forbindelse med udgavens tema, og omtrent 15 år senere, forstår jeg at den ikke kun levede i konteksten af min udklædningskasse, men at den har sine rødder i middelalderen, og er af navnet hennin. Og at siden den tilhører sen middelalder, faktisk udgør slutresultatet af en lang, lang tidsepoke med forskellige hodeplagg og tilhørende fortællinger om folket, der bar dem.

Jeg havde først troet, at det skulle blive mere vanskeligt at vælge mellem de forskellige klesplagg fra middelalderen til at fordybe mig i, siden alle klær på tiden, efter min mening, er vakre. Og nok var der også utroligt mange fine, og med tilhørende spændende historier, så jo, lidt vanskeligt var det. Men det som gjorde, at jeg landede på hodeplagget, udover den fine hennin og tilhørende barndomsminder, var at det var et veldigt udbredt og dominerende klesplagg, som de fleste i Europa ejede på tiden, på tværs af køn og klasse. Og selvom det var universelt, så spillede det en enorm rolle i at fortælle om, hvem du var. Al æren lå i hatten. Faktisk til en grad, hvor at du kunne tage det til retten, hvis nogen havde slået dit hodeplagg af, for så var det juridisk strafbart[i]. Burgundere, en østgermansk folkegruppe der tilhørte et rige, der over middelalderen bevægede sig over europæiske områder, og deres garderobe var kendt for bare at indeholde et enkelt antræk, men et varierende udvalg af hatte, som de tog på sig for at pynte sig. En middelaldersk burgundisk kapsel garderobe, om man vil. Altså havde hodeplagget meget stor betydning på tiden, og det får mig jo så klart til at tænke på, hvad som der har blevet af hodeplagg i dag? Fylder de ligeså meget i vores fortælling om identitet og status? Eller har vi glemt eller bevidst efterladt hodeplaggets potentiale i middelalderen? [ii]

Som nævnt, bar stort set alle på den tiden hodeplagg - bonde, bedende, konge, kriger eller kvinde. Der kan dog have været undtagelser ved virkelig fattige folk, eller hos ugifte og prostituerede – den sag kommer jeg til! Generelt gør det sig gældende for middelalderen, og dette kommer nok ikke som nogen overraskelse, at jo mere velstand du havde, jo finere hodeplagg kunne du også anskaffe dig. Dette blev afspejlet gennem materialernes fibre, mængderne af materiale, farvebrugen og udsmykningerne. Fin hør, uld og silke var i høj kurs, og grov uld og hamp var lettere tilgængeligt. Var du bonde, bar du ofte en kyse eller en hætte i et beige hamp-materiale, som måtte bruges og vaskes et utal af gange før den var komfortabel. [iii] Var du konge eller dronning, var der rig mulighed for at symbolisere din status gennem et upraktisk og glamourøst hodeplagg.[iv] At middelalderen var kendt for sit metalarbejde, kom i hodeplagget til udtryk hos krigere, hvor hjelmens mængde af metaldekorationer, kunne fortælle om din rang og velstand.[v]

UKENDT FLAMSK VÆVER, Detalje fra The Devonshire Hunting Tapestry: Deer Hunt (ca. 1430-1450). Vægtæppe vævet i uld, 409 x 808 cm © Victoria and Albert Museum, London.

Fælles for middelalderen gælder det at hodeplaggets størrelse vokser eksponentielt med at tidsepoken bevæger sig fremover. I begyndelsen startede man med hætten og kysen. Hætterne var spidse og i varierende længder, og lignende lidt på de vi i dag kender som nissehuer. Efter hætten, kom kysen, der på tiden hed en coif og en bonnet. Coifen blev bundet under hagen, og brugt under andre hatte, såsom stråhatte hos bønder. Mange sov også med disse, eller havde egne ‘night caps’, for at holde sig varme om natten. En bonnet på tiden var en blanding mellem kysen og et sjal, altså et lidt løsere plagg, der oftest kunne bindes i nakken. Generelt bar man disse hodeplagg af mange praktiske grunde. For kvinderne især var det praktisk at beskytte håret, så man ikke trængte at vaske det så ofte. Men det interessante, der skete gennem middelalderen var, at disse plagg voksede sig større. Nogle hætter blev så lange, at man bandt dem rundt om hovedet, hvilket dannede et udtryk, der senere, i kombination med den forvoksede størrelse på bonneten inspirerede chaperonen, som blev båret af mænd.[vi] Og fra chaperonen var der ikke langt til henninen og escoffionen som dominerede hos kvinderne i slutningen af middelalderen. Faktisk ser du disse to tydeligt afbildet på kvinderne i Disneys første Tornerose-film fra 1959 (hvilket forresten er en stærk middelalder-anbefaling at gense!), og du ser også mændende i chaperoner. Det er svært at sige hvilken af de to der kom først, men spørger du mig, så var det den to-hornede escoffion, med tanke på udviklingen af hodeplagget generelt set. For idet middelalderen i slutningen vendte sig mod gotikken, med det opadskuende aflange formsprog, som du for eksempel ser hos vinduerne i gotiske kirker, tog også hodeplagget den samme rute. Den spidse, lange og nedadhængende hætte fra starten af middelalderen, trodsede altså tyngdekraften, tog et pitstop i det horisontale, iform af chaperonen, og så videre ud i bredden til escoffionen, med de to horn, der mod slutningen mødtes på midten, og blev til den højtragende prinsesssehat med slør, a.k.a. en hennin.

Før heninnen og escoffionens tid i senmiddelalderen, var der generelt ikke megen variation i kvindernes hodeplagg. En forklaring kan være at de var mindre forfængelige, en anden at man kanskje ikke ville bruge penge på dem, hvem ved…[vii] Dog var kvindens hodeplagg yderst symbolsk, og ikke kun til for praktiske årsager. Man så på kvindens lange hår som værende et udtryk for erotik og seksualitet, som derfor måtte dækkes til.[viii] Og på trods af at det “pirrende” hår skulle skjules, så var store pander hos kvinder set som smukt og sexet, så derfor gjorde kvinder meget ud af at stramme deres hår op i en ‘slick back ponytail’, som vi kender den i dag, for at forlænge panden under hodeplagget, der da kunne placeres lidt højere på hovedet for at bidrage til illusionen.[ix] For nogle var illusionen om en høj pande ikke nok, og de plukkede til og med hårgrænsen højere op. Gifte kvinder forlod altid hjemmet med et sjal over hovedet, og hvis du viste dit hår offentligt, kunne det være en måde at symbolisere, at du var ledig på markedet.[x] Dog var dette ikke altid sigende, for i nogle kongeriger blev sexarbejdere forbudt at gå med hodeplagg, og deres hår måtte vises frem som symbol på deres seksuelle syndighed. Andre steder måtte de have på sig en specifik stribede hætte for at vise til offentligheden, at de drev med sexarbejde.[xi] Med tanke på hvor meget ære, der ellers lå i hatten på tiden, har jeg desværre svært ved at forestille mig at dette også var tilfældet for sidstnævnte. Jeg skal nødigt forsøge at gøre mig klog på sexarbejdes vilkår i dag, men jeg kan observere, at beklædning i dag sjældent bruges som et direkte middel for udskamning. Heldigvis har vi “friheden” til at klæde os som vi vil, dog med det forbehold, at dømmende blikke, og konsekvenser heraf, kan forekomme - og det er vel stadig en valid form for censur, der leder mig i retningen tilbage til at tænke på vores forhold til hodeplagg i dag.

Kasket, lue… og så skulle jeg nævne et tredje hodeplagg af de mest gængse, som man ser i bybilledet i dag, for fint flow, men her stoppede min opremsende tankerække, for ser man egentlig andre? J[xii]o, balaclava! Men op imod chaperone, escoffione og hennin, lander jo denne lidt fladt - også i bogstavelig forstand. Men gør det egentlig noget? - at det lader til, at vi har tabt hatten i middelalderen. Burde det være strafbart?

Ved første øjekast kan middelalderens ekstravagante og forførende hodeplagg godt give idéen om at den kreative udfoldelse og udforskning af identitet gennem beklædning, var større, friere og mere legen, end den er i dag. Det var i hvert fald den idé, der sugede mig ind i temaet. Men hvad man ikke får med i den læsning, er det som står med småt: at den også var stærkt betinget af klasse og køn, og heraf ikke mindst bar på et paradoks for kvinder især. For hvad er værdien af en høj, smuk prinsessehat med slør egentlig, hvis dens hovedmål er at ikke kun censurere, men også definere kvindelig seksualitet? I hvert fald er det ikke på samme måde middelalderens brug af hodeplagget, som jeg helt specifikt længes efter, når jeg færdes i dagens bybillede. Men jeg må alligevel erkende at jeg bliver længselsfuldt imponeret over sansen for detaljer og modigheden rundt silhuet, som nuværende kunsthåndværker, og ikke mindst længselsfuld, når jeg mindes den naive barndomsglæde ved udklædning og udforskningen af identitet, som jeg oplevede, iført min lyserøde hennin.

Litteratur

[i] Francoise Piponnier, Perrine Mane, Dress in the Middle Ages, overs. Caroline Beamish (New Haven og London: Yale University Press, 1997), 41-42.

[ii]Store norske leksikon. «Burgund». 03/02-2025. https://snl.no/Burgund

[iii]Francoise Piponnier, Perrine Mane, Dress in the Middle Ages, overs. Caroline Beamish (New Haven og London: Yale University Press, 1997), 43.

[iv] Francoise Piponnier, Perrine Mane, Dress in the Middle Ages, overs. Caroline Beamish (New Haven og London: Yale University Press, 1997), 44.

[v] Francoise Piponnier, Perrine Mane, Dress in the Middle Ages, overs. Caroline Beamish (New Haven og London: Yale University Press, 1997), 62-63.

[vi] Francoise Piponnier, Perrine Mane, Dress in the Middle Ages, overs. Caroline Beamish (New Haven og London: Yale University Press, 1997), 69.

[vii] Francoise Piponnier, Perrine Mane, Dress in the Middle Ages, overs. Caroline Beamish (New Haven og London: Yale University Press, 1997), 77.

[viii] Francoise Piponnier, Perrine Mane, Dress in the Middle Ages, overs. Caroline Beamish (New Haven og London: Yale University Press, 1997), 78.

[ix] History Hit, Janega, Eleanor. The Surprising Truth About Beauty Standards in the Middle Ages. Video, 07:00. 03/02-2025. https://www.youtube.com/watch?v=il0lSiYBWBg

[x] Francoise Piponnier, Perrine Mane, Dress in the Middle Ages, overs. Caroline Beamish (New Haven og London: Yale University Press, 1997), 78.

[xi] Francoise Piponnier, Perrine Mane, Dress in the Middle Ages, overs. Caroline Beamish (New Haven og London: Yale University Press, 1997), 140.