At lære en kunstner at kende på nettet

Jeg ser en story på Instagram postet af en bekendt. På storyen er der et billede fra Guggenheim Museum i New York, hvor de lige nu viser udstillingen Light Line af den amerikanske kunstner Jenny Holzer (1950-). Udstillingen er en videreudviklet re-opsætning af Holzers retrospektive udstilling fra 1989, hvor elektroniske skærme, nu såvel som dengang, er sat op på de runde balkongelændere, som er så karakteristiske for det Frank Lloyd Wright-designede Guggenheim Museum i New York. På storyen kan jeg se de elektroniske skærme klæbe sig ind til arkitekturen. På skærmene ruller syntetisk tekst i et skarpt LED-lys og skærer museumsrummet over i fem horisontale snit. Jeg forestiller mig, at rummet giver en fornemmelse af at stå midt i en tornado af flygtig neon, der påkræver ens fulde opmærksomhed. En lidt stressfuld oplevelse måske? Hen over billedet på storyen har min bekendte skrevet: Jenny Holzer minder mig om, hvor vigtig kunsten er.

Jeg kender ikke Holzer, og bliver derfor ramt af en pludselig nysgerrighed, der får mig til at slå hende op på nettet. Google viser mig først et portræt. Holzer står smilende og med hænderne samlet foran hvad der ligner et stort hvidt relief. Et par dokumentationsbilleder af hendes værker giver mig en forståelse af, at Holzers kunst befinder sig i den tekstbaserede genre, altid i versaler. Google kalder hende neokonceptuel kunstner. 73 år. Bosat i Hoosick, New York. Der er blevet lavet en film om hende, About Jenny Holzer hedder den og er fra 2011.

Jeg klikker på et af dokumentationsbillederne. ”PROTECT ME FROM WHAT I WANT” fra serien Survival (1983-1985). En punchline af et slogan. Kort og koncis. Beskyt mig fra det jeg vil have blæst ud over Times Sqares i New York. Sætningen arbejder imod den retorik, som vanligvis er at finde på byrummets neonskilte, som nærmere forsøger at angribe beskueren med lokkende ord. Her er det modsat. Her gør skiltet opmærksom på angrebet ved at tilønske et forsvar. Hvem dette råb om hjælp er rettet imod er uklart for mig, hvilket endnu engang bekræfter neonskiltets kontrapunktiske funktion, der ellers altid kender sin modtager. Alt det sidder jeg og tænker på efter at have set billedet af skiltet på Times Square på Tates hjemmeside på min computerskærm i min sofa. Måske er teksten nærmere et råb om hjælp mod egne destruktive kræfter: Beskyt mig fra mine længsler og mit begær, beskyt mig fra mig selv, for inde i mig findes der ukontrollerbare kræfter, som handler i modstrid med, hvad som er bedst for mig. I begge tilfælde er de et brud på skiltets forventelige formalitet. I et udstillingskatalog jeg finder på biblioteket står der, at Holzer tvinger materialer til at tale mod det, som materialet plejer at sige. Hun får materialet til at udtrykke tvivl, polemik og passion, som ellers vanligvis taler neutralt og autoritativt. Umildbart får jeg da pointerne med selv uden at havde set værket i virkeligheden.

PROTECT ME FROM WHAT I WANT

YOUR OLDEST FEARS ARE THE WORST ONES

ITS IN YOUR SELF-INTEREST TO FIND A WAY TO BE VERY TENDER

ABUSE OF POWER COMES AS NO SURPRISE

WORDS TENDS TO BE INADEQUATE

RAISE BOYS AND GIRLS THE SAME WAY

Sætningerne virker næsten henkastede, men fulde af alvor. De er afslutninger. Svævende infinitter. I et interview jeg ser på Youtube vifter Holzer med fingrene, mens hun siger: ”Sometimes the medium will come first and it will want a curtain sort of language, other times the text comes and then it needs to be surrounded, embraced, hurt by some sort of material.“ Sproget og materialet står altså i et afhængighedsforhold til hinanden, og netop af den grund er det egentlig tarveligt af mig her at gengive Holzers sætninger uden dets materiale. Sandheden er at materialet hopper rundt for mig på nettet. Jeg kan ikke begrænse sætningens materiale til ét. Et sted finder jeg et billede af en tanktop, hvor der står ABUSE OF POWER COMES AS NO SURPRISE, et andet sted står ordene på et skilt, som er blevet fotograferet og kan ses på The Massachusetts Museum of Contemporary Arts hjemmeside. Et billede af en bog med sætningen på forsiden sidder jeg også og kigger på. Jeg bliver mere forvirret herinde på nettet. Jeg bliver mere kritisk, jeg ved pludselig ikke, om tanktoppen er af Holzer eller om den er en form for uafhængig merchandise.

Jeg har læst et sted, at Holzer startede som gadekunstner med et ønske om at tilgængeliggøre hendes kunst. At jeg nu kan opleve værkerne uden overhovedet at havde befundet mig sammen med dem men blot på internettet, er tilgængelighedens efterhånden ret almene oprustning. Ingen kunstner i dag kan komme uden om at skulle bruge internettet som dokumentationsmedie og reklamekilde, men hvad gør det ved vores fornemmelse af kendskabet til den kunst, vi læser om? Hvis nogen spørger mig, om jeg kender til den amerikanske kunstner Jenny Holzer, så vil mit svar være ja. Og jeg vil da næsten også skulle tage mig selv i ikke at nikke, hvis nogen spørger, om jeg også har set hendes værker i virkeligheden. Internettet suger en ind, og er så ualmindelig dygtig til at imitere en rumlig tilstedeværelse, og hvad sker der da? Kommer vi til at basere vores oplevelser af værker på gisninger og antagelser, mens vi bilder os ind, at vi har oplevet, hvad der er at opleve? Hvad siger Holzers værker ikke til internettet? Hvad får vi ikke med? Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, hvordan min oplevelse af udstillingen på Guggenheim Museum i New York ville havde været anderledes, hvis jeg havde været der i virkeligheden. Var jeg også blevet mindet om, hvor vigtig kunsten er?

Kilder

https://www.guggenheim.org/exhibition/jenny-holzer

https://www.guggenheim.org/artwork/22064

https://massmoca.org/event/river-street-billboard-project/rs140845__mg_8804-lpr/

https://www.tate.org.uk/art/artists/jenny-holzer-1307/5-ways-jenny-holzer-brought-art-streets

https://www.youtube.com/watch?v=nY49Oy9By7A

https://www.youtube.com/watch?v=oaY8VmHmiB4

Levine, Cary (2010). Jenny Holzer: Retro. Udstillingskatalog. Skarstedt Gallery, New York. 

En Instagram-story, som for længst er forsvundet igen.