En livmoder i smerte - om Paula Regos abortion series
Den illustrerte teksten i UBEHAG utgave 1/2024.
Spørger man sig selv, hvad smerte er, kommer man næppe frem til et entydigt svar. Det er en følelse vævet ind i utallige tråde, der gør den subjektiv og svær at sammenligne. Men én ting er sikkert: smerte gør noget ved én, og det gælder ikke kun individet, der har ondt. Som beskuer bliver jeg også påvirket, affektivt og emotionelt.
Jeg har kun én gang oplevet en filmscene, som har fået mig til at forlade biografsædet og søge visuelt ly i biografens foyer. Det drejer sig om Lars Von Triers Nymphomaniac, som på mange måder er en film, der med sin udførlige fremstilling af nymfomanen Joe, har tendens til at skræmme folk væk. Sexscenerne er tålmodige og omhyggelige, men det er ikke deres detaljegrad, som fik mig til at flygte. Det var derimod den scene, som virkede til at være uendelig lang, hvor den kvindelige hovedperson Joe udfører en abort på sig selv med strikkepinden som sit eneste instrument. Visualiseringen af den illegale abort udført under primitive forhold finder man også inden for billedkunsten, blandt andet hos den portugisisk-engelske kunstner Paula Rego (1935-2022). I 1998 laver Rego 10 pastelmalerier som reaktion på den portugisiske regerings afvisning af at fjerne forbuddet om abort.[1] De bliver kendt under navnet Abortion Series, idet de portrætterer forskellige kvinder, som på den ene eller anden måde er i gang med at abortere. I malerierne befinder kvinderne sig på improviserede hospitalssenge eller brune lædersofaer iført farverige hverdagskjoler, afventende. Med håndklæder og baljer er de klar til at gribe det udstødte foster, når tid er. Rummene, som kvinderne befinder sig i, bærer tydelige præg af hjemlighed: en velourstol ligger væltet i hjørnet af rummet på det ene maleri, mens hvad der synes at være den samme stol agerer hovedstøtte for den aborterende kvinde på et andet. Værelserne i malerierne giver beskueren en forståelse af, at vi ikke befinder os på sterile hospitalsgange, men derimod i private hjem gemt væk fra systemets lovgivning.
Den britisk-australske forfatter Sara Ahmed udgav i 2004 bogen The Cultural Politics of Emotion[2] med ønsket om at undersøge følelser, og hvordan de former individuelle og kollektive kroppe. I bogens første kapitel udforsker Ahmed følelsen smerte, som ikke blot handler om skader påført kroppes overflader, men også om smertes evne til at skabe et kollektivt bånd mellem individer. Smerte er ifølge Ahmed svær at definere. Den er subjektiv og kan ikke gøres op i størrelsen af skader påført hudens overflade. At sammenligne er en umulighed. I stedet for at søge mod en definition ønsker Ahmed at dykke ned i, hvad smerte gør ved kroppe.[3] Ahmed bruger bl.a. Freuds begreb ”the bodily ego”, der refererer til egoet som noget der først og fremmest er en kropslig overflade, til at pege på, hvordan smerte tydeliggøre huden som det, der adskiller det indre og det ydre. Smerte gør subjektet opmærksom på sin grænse, og med denne opmærksomhed medierer subjektet sin relation til verden. Slår man tåen mod et bord, vil man flytte sig og bevæge sig varsomt om bordet. Ahmed skriver: ”I move away from what I feel is the cause of the pain, and it feels like I am moving away from the pain.”[4] Ved at opleve smerte bliver man opmærksom på sin krop i rummet. Man bliver opmærksom på rummets grænser og former, og på sin egen krop, som ellers ofte kan virke usynlig, når den ikke protesterer gennem smerte forårsaget af at støde på noget.[5] Selvom dette sammenstød i Ahmeds eksempel er helt bogstavelig, så fristes jeg til at bruge det selvsamme billede i mit møde med Regos malerier – her dog i metaforisk forstand. Jeg støder på malerierne og deres motiver, og slår mig på dem. Jeg bliver pludselig gjort opmærksom på min egen krop, idet jeg mærker et fysisk ubehag, en påtrængende kvalme og et jag i maven, som giver mig lyst til at krumme mig sammen i et forsøg på at beskytte min mave, som pludselig virker langt mere sårbar end før.
I malerierne studser jeg dog over de manglende tegn på kropslig skade. Intet vælter ud, intet blod, intet udstødt foster i baljerne. Det er smerten, eller måske nærmere vreden i kvindernes blikke, som er i fokus frem for kroppene, som er stødt på abortinstrumenterne. Rego har selv begrundet fraværet af blod med sin vished om ellers at skulle kvittere med beskuerens afvigende blikke. Rego ønsker at offentligheden skal kigge, og derigennem give malerierne mulighed for at få politisk indvirkning. Derfor må blodet væk.[6] Ræsonnementet forstår jeg godt, og følger man Ahmeds argument, så ville blodet også medvirke at beskueren fik lyst til at flytte sig (hvis man altså antager at blodet har samme funktion som bordet, som man støder på og derefter vender sig væk fra i et forsøg på at flytte sig fra smerten). Selvom udeladelsen umiddelbart føles som en censurering, hvor den smertende krop ikke får lov til at vise sig i sin oprigtig sårede form, så mindes jeg flugten under filmvisningen af Nymphomaniac som et bevis for Regos påstand. Under filmen blev jeg ramt af ren affekt, rent kropsligt ubehag, som jeg stødte så hårdt på, at jeg ikke nåede at lade mig påvirke emotionelt af hovedkarakteren Joes situation. Jeg flygtede bare.
Reaktionen har fået mig til at tænke på ordet empati. ”Empati” er i den danske retskrivningsordbog defineret som ”det at forstå og leve sig ind i andre menneskers følelser og situation.”[7] Når empati defineres ud fra ord som forståelse og indlevelse, så fortæller det mig noget væsentligt om den empatiske følelse: at det er én, som henvender sig til menneskets rationale. Det er en følelse, som baserer sig på at forstå en særlig situation gennem tankens kraft, men når jeg står over for Triers abortscene, så er mit ubehag ikke forplantet i mit empatiske hjerte. Jeg bliver ikke ramt af situationens tragiske karakter, men derimod af en voldsom kropslig reaktion, som jeg skal komme mig over i biograffoyeren. Hos Rego er min reaktion derimod anderledes. Her giver malerierne mig tid, kropsligt og dermed også mentalt, til at kontemplere motiverne og forsøge at forstå den vrede, som jeg spotter i kvindernes øjne. Selvom det er med en begyndende kvalme og med et jag i maven, så virker det i højere grad som en kropslig reaktion, hvor jeg får mulighed for at forstå og leve mig ind i kvindernes situation.
I mit møde med disse skildringer af illegale aborter spekulerer jeg på, om min kvindelige krop er mere eksponeret for at forstå, såvel som at blive affektivt påvirket af, den smerte, som bliver afbilledet. Et bud på et svar finder jeg også i Ahmeds tekst. Hun skriver: “It is not just that we interpret our pain as a sign of something, but that how pain feels in the first place is an effect of past impressions, which are often hidden from view.”[8] Hos Ahmed er smerte knyttet til tidligere oplevelser, som blander sig i måden den pågældende smerte føles. Selvom det selvfølgelig skal gøres klart, at jeg i disse øjeblikke, hvor jeg møder skildringerne af den illegale abort, ikke er kroppen, som er i direkte smerte, så vil jeg alligevel påstå, med hjælp fra Ahmeds ovenstående citat, at jeg mærker den skildrede smerte anderledes end andre der ikke bebor kvindekroppen. Min oplevelse knytter sig til minder om et smertende underliv, som kvinder på general basis lever med: månedlige menstruationer, kramper under ægløsning, smerter ved opsætningen eller udtagning af spiraler, bivirkninger ved forskellige former for hormonforstyrrende præventionspræparater, for bare at nævne nogle få, som jeg personligt har inde på livet. Påmindelsen bliver essentiel i mit møde med malerierne, for det er ikke kun smerten, som jeg har en fornemmelse af bedre at forstå. Det er også alt den vrede, der knytter sig til den: at kvindekroppen skal udsættes for flere bivirkninger, flere farer, flere lovovertrædelser, flere mentale dilemmaer og traumer. Alt det fletter sig ind i mit møde med Regos motiver, og det transformerer min vrede til en lyst til at hæve min politiske stemme og gøre modstand. I en artikel fra The Guardian baseret på et interview med Rego skriver de, hvordan malerierne fik en afgørende påvirkning på legaliseringen af abort i Portugal i 2000.[9] Maleriernes vækkelse af et politisk engagement er jeg tydeligvis ikke ene om at mærke.
Ovenstående to handlinger knyttet til Triers Nymphomaniac (flugt) og Regos Abortion Series (oprør) kan beskrives som to forskellige reaktioner på visualiseringen af den illegale abort. Ahmed skriver i starten af hendes værk, at alle handlinger sker på basis af en følelsesmæssig reaktion på noget – en pointe som langt tydeligere kommer frem på engelsk gennem spillet på ordene action og reaction.[10] En emotionel reaktion er med andre ord helt essentiel for handling. At dømme den ene reaktion som bedre end den anden er ikke min opgave. Men hvis Regos håb med hendes pastelmalerier var at få mig som beskuer delagtiggjort i den politiske kamp om kvinders ret til abort, og generelt at gøre oprør mod undertrykkelse af kvindekroppen, så lykkes hun.
Litteratur:
[1] Modiano, Lisa. 2022. “Why Is Paula Rego’s Abortion Series Still Relevant Today?”. Thecollector.com. Senest vist den 19.02.2024. https://www.thecollector.com/paul-rego-abortion-series/
[2] Ahmed, Sara. 2004. The Cultural Politics of Emotions. Edinburgh: Edinburgh University Press.
[3] Ahmed, Sara. 2004. The Cultural Politics of Emotions. Edinburgh: Edinburgh University Press. S. 1-24.
[4] Ahmed, Sara. 2004. The Cultural Politics of Emotions. Edinburgh: Edinburgh University Press. S. 24.
[5] Ahmed, Sara. 2004. The Cultural Politics of Emotions. Edinburgh: Edinburgh University Press. S. 24.
[6] Taylor, Rachel. 2003. “Untitled I – Summary”. Tate.org.uk. Senest vist den 19.02.2024. https://www.tate.org.uk/art/artworks/rego-untitled-i-p20234
[7] Opslag under Den danske Ordbog. Ordnet.dk. Senest vist den 19.02.2024. https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=empati
[8] Ahmed, Sara. 2004. The Cultural Politics of Emotions. Edinburgh: Edinburgh University Press. S. 25.
[9] Hattenstone, Simon. 2009. “'You punish people with drawings'”. Theguardian.com. Senest vist den 04.03.2024.
https://www.theguardian.com/artanddesign/2009/aug/22/paula-rego-art-interview
[10] Ahmed, Sara. 2004. The Cultural Politics of Emotions. Edinburgh: Edinburgh University Press. S. 4.